Den danske model er bedst

Hvis ikke lige det var dyb alvor, så ville det her den 1. maj så sandelig være komisk, at Socialdemokratiet er klar til at opgive den danske arbejdsmarkedsmodel.

For det er meget svært at forstå det anderledes, når Socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofod, sammen med sine kolleger i Europa hæver røsten til “Internationale” og for eksempel foreslår, at der gradvist indføres nationale mindstelønninger Danmark og alle de andre EU-lande.

Den skal angiveligt ligge på mindst 60 procent af den nationale gennemsnitsløn, foreslår de.

jeg siger nej, jeppe. Der er et dårligt forslag. Og det nytter ikke at sige, at det ikke var sådan ment, for det står sort på hvidt i det 10-punktsprogram, de europæiske socialdemokrater præsenterede fornylig.

Og var det ikke noget fra samme skuffe, socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil hev frem, da hun tidligere i år foreslog fælles europæiske overenskomster.

Jo, der flirtes sandelig med et opgør med vores arbejdsmarkedsmodel.

Men jeg siger nej, Pernille.

Politikerne skal holde fingrene væk.

For lige at tage den med mindstelønnen. Det løser jo intet at have en symbolsk minimumsløn, og mere alvorligt griber det grundlæggende ind den frie aftaleret mellem arbejdsgivere og lønmodtagere -en model, der har tjent os godt og stadig tjener såvel danske lønmodtagere som virksomheder godt.

Lande, der har mindsteløn og i øvrigt er spundet ind i et væld af striks arbejdsmarkedslovgivning, skaber jo ikke flere job.

Tag et land som Frankrig med mindsteløn, og hvor den socialistiske præsident François Hollande -trods valgløfterne -ikke har kunnet sænke arbejdsløsheden på over 10 procent. Og hvor uro med strejker hører til dagens orden. Det er ikke et sådant arbejdsmarked, jeg ønsker i Danmark.

Tænk bare på, hvilken forfærdelig dårlig konkurrencesituation, det ville efterlade danske og europæiske virksomheder i på det globale marked.

Vi har i Danmark set eksempler på løndumping, hvor danske arbejdere underbydes på unfair vis af tilrejsende udefra. Det tager jeg også afstand fra, fordi alle, der arbejder på det danske arbejdsmarked, som udgangspunkt skal aflønnes efter de takster, der er aftalt frit i de danske overenskomster.

Men hvis fagforeningerne opdager, at der foregår løndumping, kan man bruge de konfliktmetoder, man har aftalt på det danske arbejdsmarked, og det er blandt andet at strejke eller blokere.

Derfor er det udtryk for, at fagforeningerne har sovet i timen, hvis der virkelig er et stort problem med løndumping.

Der er i dag redskaber, der er rettet mod at bekæmpe systematisk udnyttelse af regler for udstationering af arbejdskraft udefra. Vi har et register for udenlandske virksomheder, som midlertidigt udfører opgaver i Danmark. Det giver mulighed for at kontrollere, at tingene foregår efter bogen.

Derfor: Vores model virker.

Lad den være i fred og fri os for undergravende lovgivning og regulering fra socialisterne og Jeppe Kofod.

Glædelig 1. maj.

Bragt i Fyens Stiftstidende den 1. maj 2014

Share Button
Kommentarer er lukket.