EU-håndsrækning til erhvervslivet

En fødsel, der varer 30 år, må siges at være en særligt hård en af slagsen. Når barnet viser sig at være velskabt, er der derfor al mulig grund til jubel. Det er sagen for de nye fælles EU-patentregler, der i sidste uge har set dagens lys. De fælles patentregler gør det både nemmere og billigere for virksomheder at søge patent i næsten alle EU’s lande. Denne solstrålehistorie får dog ikke lov at stå alene. I skyggen står politikere fra begge yderfløje og truer med sure miner og negative stemmer, men de har endnu ikke ødelagt den gode stemning, som det fælles patent har medført: Det fælles patent er en håndsrækning til erhvervslivet, som vi skal byde velkomment til verden.

De nye patentregler er allerede over kravlestadiet og går på to ben.

Det ene ben er det fælles patent. En virksomhed behøver ikke længere at søge patent i samtlige 27 EU-lande, men kan nøjes med en enkelt sagsbehandling. Det gør i den grad systemet mere effektivt. Det andet ben er den fælles kontrol, der skal sikre alle europæiske virksomheder lighed for patentloven. Det vil være en administrativ lettelse. Sager mellem to virksomheder om samme patent behøver nu ikke længere at blive ført i flere lande med risiko for forskellige afgørelser. Én domstol vil have det endelige ord og dermed sikre virksomhedernes lighed for loven i Europa.

Mens de nye patentregler går på to ben, kan de også gå under sloganet “bedre og billigere”. På baggrund af de officielle tal fra EU forventer Dansk Industri, at det er trecifrede millionbeløb, som virksomhederne kan hive hjem som en sidegevinst ved de nye fælles patentregler. Det er penge, der kan gå til at udvide og til at føre nye idéer ud i livet – og dermed til at skabe vækst.

På trods af favorable forventninger forsøger politikere fra de yderste fløje alligevel stikke en kæp i hjulet på den lovgivning, der først og fremmest skulle gavne dansk erhvervsliv. Enhedslistens Søren Søndergaard og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har begge stemt imod de nye fælles regler, og dermed nægter de at give en hjælpende hånd til danske virksomheder. Med de nuværende regler spilder virksomhederne både tid og penge med at hive 27 forskellige patenter hjem. Det bør stå klart for enhver – både for jubeleuropæere og EU-skeptikere – at en af EU’s primære opgaver skal være at skabe rammerne for et konkurrencedygtigt erhvervsliv i Europa. Vi kommer aldrig til at kunne konkurrere med asiaternes udhulede timelønninger og horrible arbejdsvilkår, men Europa har de innovative idéer i behold – og dem kan vi konkurrere på. De nye fælles patentregler er en garant for dette.

Ydrefløjspartiernes sure miner og negative stemmer har endnu ikke forpurret det gode formål, der gemmer sig bag de fælles patentregler: Der er tale om en håndsrækning til erhvervslivet. Det vil være katastrofalt at afslå den i en krisetid.

Bragt i Berlingske, den 21. december 2012

Share Button

, ,

Ingen kommentarer.

Skriv et svar