Fælles fynsk front mod rejsecirkus

Skrevet i samarbejde med Dan Jørgensen (S), medlem af Europa-Parlamentet

Som fynske medlemmer af EU-Parlamentet rejser vi meget. Rundt på Fyn, i Danmark og i Europa. Og frem og tilbage mellem arbejdet i EU-Parlamentet og vores hjem i Danmark. Det er nødvendigt for, at EU-Parlamentarikere som os kan repræsentere vores vælgere og bagland – om det bagland så er i Frankfurt, Firenze eller her på Fyn.

Men rejseri er dyrt og gavner ikke klimaet. Og særligt én destination er fuldkommen unødvendig. Det er Strasbourg, hvor Parlamentet har samling 12 gange om året. En gang om måneden omformes samtlige 754 folkevalgte, flertallet af de ansatte og kæmpe mængder EU-Parlaments-gods til en anden cirkuskaravane, der fragtes til Strasbourg i stedet for Bruxelles.

Det er rent ud sagt vanvittigt. Derfor udnytter vi, at der i øjeblikket bliver forhandlet om EU’s budget for de næste syv år til at kæmpe med næb og klør for, at EU’s stats- og regeringsledere sætter en stopper for rejsecirkusset til Strasbourg

4000 jordomrejser

Der er mange grunde til at stoppe rejserne mellem Bruxelles og Strasbourg. Tag bare omkostningen. Alt i alt koster det op mod 2 milliarder kroner om året. I en tid hvor den økonomiske krise hærger, og hvor EU-landene forpligter sig til at spænde livremmen ind, er det horribelt og uansvarligt at smide så mange penge efter et rejsecirkus. Det er ikke rimeligt over for EU-borgerne og medlemsstaterne.

Ikke nok med det. Cirkuskaravanen er også skidt for miljøet. Det koster 19.000 tons CO2 om året. Eller hvad der svarer til omkring 4000 jordomrejser med fly.

Derudover er det simpelthen også bare håbløst besværligt og spild af tid. Vi rejser gerne langt og ikke nødvendigvis altid den lige vej, hvis det betyder noget for de sager, vi kæmper – det er ikke der, skoen trykker. Men alle de timer, vi og vores medarbejdere bruger på at rejse til Strasbourg, kunne vi bruge for at gøre en forskel for de vælgere, der har sendt os til EU for at kæmpe for dem.

I sin tid gav det mening

Men hvorfor – spørger læseren nok sig selv – skal vi overhovedet til Strasbourg, når det er dyrt, forurenende og spild af tid?

Kogt ned er der to grunde: Den historiske og Frankrig.

For at tage den historiske først, så opstod EU som bekendt fra krigens aske. Der var mildest talt brug for forsoning og sammenhold mellem de europæiske nationer for, at historiens altødelæggende krige ikke skulle gentage sig.

Derfor indgik en række lande i det samarbejde, der senere skulle udvikle sig til først EF og senere EU: Kul- og Stålunionen. Og som et symbol på, at unionen var en stærk, transnational alliance, besluttede man fra starten, at der ikke skulle være et hovedsæde i et land; at ikke ét land skulle være først blandt ligemænd. Hele tre hovedstæder skulle symbolisere fællesskabets grænseoverskridende karakter.

Udover Bruxelles (der er den udøvende og administrative hovedstad) og Strasbourg (der er den lovgivende og demokratiske hovedstad), er der også Luxembourg (den juridiske og finansielle hovedstad).

De europæiske institutioner er derfor fordelt ud over disse tre byer for at sikre den hårfine balance landene imellem, sikre integration og – i sidste ende – sikre fred.

Så når formanden for den konservative gruppe her i Parlamentet, Joseph Daul, har sagt, at “Strasbourg er grunden til, at EU fik Nobels fredspris,” er der – historisk set – noget rigtigt i det.

Frankrig skal smøres

Problemet er bare, at Strasbourg ikke længere har noget som helst med at bevare freden at gøre. I dag er det alene cool cash ned i Frankrigs lommer, der er skyld i, at Parlamentet har to hovedsæder. Som bekendt ligger den alsaciske by i Frankrig, og den pengeindsprøjtning rejsecirkusset giver landet, har Frankrig ikke tænkt sig at opgive.

Og ret beset kan de også bare lade være. For de bestemmer det selv. Det kræver nemlig en traktatændring at stoppe rejsecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg, og sådan en skal alle de 27 medlemslande være enige om – inklusiv Frankrig.

Vi håber dog, at fornuften kan sejre. Eller, det vil sige, vi håber, at Frankrig vil lade sig smøre med noget, der stadig giver penge i kassen i Strasbourg og udnytter de fremragende faciliteter, der jo er i byen, men sætter en stopper for rejsecirkusset. Heldigvis er der da også en række oplagte muligheder.

Bygningerne kunne blive brugt til at afholde europæiske rådsmøder, eller man kunne flytte Byernes, Kommunernes og Regionernes Hus i Bruxelles, det såkaldte Committee of the Regions, til Strasbourg. Man kunne også oprette det første europæiske superuniversitet i byen.

Vi kræver en køreplan

Der findes altså en række alternative løsninger, som sikrer, at EU-bygningerne i Strasbourg ikke står tomme, men fortsat kommer til at spille en vigtig rolle. Det kræver blot, at vi tør handle. Heldigvis er der massiv opbakning i Parlamentet – for nylig stemte et overvældende flertal af parlamentarikere for, at der kun skal være et hjemsted.

Lige nu forhandler vi intenst med medlemslandene i Rådet. Vi ved godt, at flyttecirkusset ikke bliver lukket fra den ene dag til den anden. Men EU-landene skal tage budskabet seriøst og begynde at forhandle de alternative løsningsmodeller. Derfor er vores ydmyge krav blot, at der bliver lavet en køreplan for, hvordan man kan gøre det på sigt. Hvis vi lykkes med det, vil det være en kæmpe sejr.

Og vi tror på det. Netop nu forhandler EU’s stats- og regeringsledere budgettet for de næste syv år. Der er enighed om, at vi bliver nødt til at gennemføre store besparelser. Også derfor giver det rigtig god mening at sætte en stopper for EU’s rejsecirkus til Strasbourg.

Faktisk holdt Parlamentet i sine spæde år også møder i Luxembourg. Selvom der stadig er dele af Parlamentets administration, der ligger i byen, er dét rejsecirkus for længst opgivet. Fremskridtet er altså muligt. Næste gang stopper vi rejserne til Strasbourg.

Kronik bragt i Fyens Stiftstidende, den 30. november 2012

Share Button

,

Ingen kommentarer.

Skriv et svar