Først mig selv, og så mig selv

egoNår vi ser på europæisk politik for tiden, passer overskriften ” Først mig selv, og så mig selv” ganske godt -desværre.

Fælles løsninger har det ikke nemt i øjeblikket. Individualismen er trængt ind i vores hverdag, vores fritid og i måden at drive politik på.

Enegang løser hverken skatteflugt, økonomisk krise eller globale klima-og miljøproblemer -og slet ikke flygtningeog migrantkrisen.

Men dét stilles populistiske politikere ikke til regnskab for, når de rakker ned på europæiske forslag til løsninger.

Det Europa vi kender, opbygget af generationer over 50-60 år, er ved at smuldre. Årsagen skyldes ikke mindst en udbredt historieløshed.

For at bevare fred, frihed og demokrati må vi stå sammen -det erkendte vi allerede for 70 år siden, da millioner af europæere blev slået ihjel, men i dag er det åbenbart fortrængt: De politiske yderfløje vokser. Dem, som bærer ansvaret, Ikke kun i Danmark -vi ser det faktisk over hele Europa i øjeblikket. Det er den yderste venstre-fløj i form af Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland, mens den yderste højrefløj triumferer i Østrig, Sverige, UK og Frankrig.

Fælles for begge yderfløje er, at de beskylder EU Bruxelles og de bærende politiske kræfter for al dårligdom.

Og medgivet: Europa har ikke været i større problemer siden 2. Verdenskrig.

Tager vi flygtninge-og migrantkrisen, som er vores altoverskyggende bekymring i øjeblikket, så er det i bund og grund manglen på fælleseuropæisk indsats, der udgør problemet.

Europas stats-og regeringschefer kan ikke blive enige om EU’s indsats og er samtidig presset på hjemmebanen til at finde akutte lappeløsninger fremfor langsigtede løsninger. Regeringscheferne vil -hårdt presset -gerne indgå en europæisk flygtningeaftale, så Tyrkiet begrænser flygtningestrømmene til Europa, men vil ikke være med til at betale regningen.

Det burde være evident, at EU skal etablere flygtningecentre på grænsen til Tyrkiet og i Nordafrika, betalt af os allesammen i EU. Der er ikke andre til at betale, hvis vi vil have løsninger ført ud i livet. Disse centre skulle have boliger, læger, skoler, og så skal folk tilbage til deres land, når der bliver fred. Det ville underminere menneskesmuglernes forretning, og sende et bredt signal om, at Europa ikke kan tage millioner af migranter, som søger mod Europa i jagten på et bedre liv.

De, som kommer her, er ikke den enlige mor fra Aleppo med tre børn, men de, som har haft råd til at betale en menneskesmugler tusindevis af kroner. De reelle asylansøgere, som altid vil være i disse centre, må søge asyl til Europa derfra.

Men europæerne har glemt sammenhold, og kan hverken blive enige om finansiering af løsningerne eller fordeling af allerede ankomne flygtninge.

Herhjemme vil Thulesen Dahl ikke have nogen flygtninge og Zenia Stampe og Enhedslisten vil lukke alle ind. Løsningen ligger nok midt imellem, men den sælger ikke mange billetter -hverken i Danmark eller i resten af Europa.

De østeuropæiske lande, som kun har modtaget hjælp og fået økonomisk støtte de seneste 10 år, er utroligt nok mest modvillige til at give en hånd. Og vesteuropæiske lande kan ikke tilsidesætte interne og nationale stridigheder.

Hvis den historieløshed og individualisme forsætter, kan vi forvente, at de europæiske lande vil skubbe problemet mellem sig de kommende år uden at få det løst. Fordi man har glemt Europas merværdi -fred, rigdom og sundhed. Og fordi man ikke kan tilsidesætte nationale magtkampe og acceptere, at krisen kun løses i fællesskab, med et stærkere Europa. Ikke et stærkere EU generelt, men en stærkere fælleseuropæisk indsats specifikt i forhold til flygtningekrisen.

Europæerne har glemt sammenhold, og kan hverken blive enige om finansiering af løsningerne eller fordeling af allerede ankomne flygtninge.

/Bragt i Fyens Amts Avis 7. maj 2016

,

Kommentarer er lukket.