Hvor er Norge på vej hen?

Skrevet i samarbejde med Pia Olsen Dyhr (SF).

Protektionisme: Det internationale samfund har forpligtet sig til at undgå tidligere tiders katastrofale fejl, hvor lande søgte at redde deres egne arbejdspladser ved at skubbe problemerne over til naboen. Vi har lært, at det gør alle fattigere.

Det er derfor trist og usolidarisk, at vort naboland Norge, som vi altid har regnet for en støtte for frihandel, nu har taget vejen hen imod protektionisme.

Norge forhøjede i juli, helt uden varsel, tolden på blomsten hortensia fra 0 til 72 procent. Det fjerner job i danske gartnerier. Vi har udtalt os skarpt mod det norske skridt, fordi det er protektionistisk og fører til tab af arbejdspladser. Det medførte efterfølgende en sund debat i Norge om, hvorfor lande handler med hinanden, og hvor for den norske økonomi har store fordele af åben verdenshandel.

I det lys er det derfor helt uforståeligt, at Norge nu tager yderligere et skridt i den forkerte retning og skubber flere pro blemer over på sine naboer, Danmark og Sverige. Norge vil nu forøge tolden på ost og kød for at begrænse importen.

Vi har forståelse for, at Norge, som et stort og nordligt beliggende land, har særlige udfordringer med sit landbrug og med at fastholde befolkningen i landområderne. Men told er et rigtigt dårligt middel til at løse disse udfordringer. Norge har andre og bedre midler -og råd til at bruge dem. Norge har en aftale med EU, som forpligter til en gradvis liberalisering af handlen med landbrugsvarer, og de skridt som Norge tager i øjeblikket går i præcis den modsatte retning. Det er uacceptabelt.

Vi har derfor rejst sagen i EU. Det er her, vi skal beslutte, hvad der kan gøres. I den diskussion skal vi huske, at vore økonomier er sammenvævede.

Vi er for frihandel og vi vil ikke acceptere, at et naboland får succes med at tilsidesætte aftaler.

Bragt i Fyens Stiftstidende den 8. oktober 2012.

Share Button

, ,

Ingen kommentarer.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.