Indvandring og klima vil dominere EP-valget i 2019

Vi nærmer os sidste sving i opløbskampen til valget til Europa-Parlamentet i 2019. Der er nok af udfordringer at tage fat på for Europa – og hermed også Danmark.

Europas skæbne står og falder med evnen til at håndtere to helt store udfordringer: indvandring og klima. Temaer der, i min optik, kun kan løses ved en koordineret indsats.

Folkevandringer i form af flygtninge- og migrantstrømme er én af de helt store udfordringer i de kommende årtier.

Vi har nok ikke set toppen af isbjerget endnu. Ser vi en smule frem, vil den eksplosive befolkningstilvækst i Afrika og de klimaforandringer, som lægger områder i Afrika øde, forventeligt øge strømmen af flygtninge til Europa.

Det er ikke noget, som vil ske – det er i fuld gang.

Ingen mure kan løse udfordringen
Det helt store spørgsmål er, om der kan skaffes arbejdspladser i samme tempo som befolkningsudviklingen.

Vi taler om mange millioner nye jobs hvert eneste år i både Mellemøsten og Afrika. Jeg stiller mig tvivlende over for, om så stort et jobmarked vil opstå hurtigt nok i et område, hvor der allerede er en udtalt arbejdsløshed, og hvor mennesker bryder op og flytter sig.

Det vil hverken mure eller grænsekontrol i Europa kunne håndtere.

Derfor bliver den kommende valgkamp i høj grad præget af flygtninge- og migrationspolitik. Vi kommer ikke udenom at etablere flygtningecentre i både Nordafrika, forhåbentlig Tyrkiet og nok også i Grækenland.

Vi kan ikke blive ved med at overlade det til røvere og banditter (læs: menneskesmuglere) at bestemme, hvem som kommer ind i Europa. Og det er vigtigt, at vi i debatten sobert skelner mellem flygtninge, som har brug for beskyttelse fra krig og forfølgelse, og migranter, som er på jagt efter en bedre tilværelse.

Europa hverken kan eller skal modtage millioner efter millioner mennesker de kommende år. Det kræver en indsats både inden for EU’s grænser såvel som en behørigt sikret ydre europæisk grænse, uanset hvad omkostningerne er.

Og det kræver en kæmpe indsats at få disse mennesker til at blive i de områder, de kommer fra, og dér hjælpe dem til at klare sig selv.

Ud over første modtagerland, Italien og Grækenland, så er det som bekendt Østrig, Tyskland, Holland, Danmark og Sverige, som vil holde for. Det går simpelthen ikke.

Østeuropa må og skal være med til at løse den fælles opgave, som flygtningekrisen udgør.

Op til vælgerne
Jeg forventer også, at klimaambitioner vil fylde i den kommende valgkamp. Ikke kun i Danmark, men i flere europæiske lande.

Jeg har allerede omtalt klimadagsordenens direkte betydning for flygtninge- og migrationsdebatten. Men spørgsmålet om Europas egen bæredygtige udvikling, begrænsning af drivhusgasser og renere, bedre energiforbrug i Europa er i stigende grad aktuelt.

Vores europæiske borgere kan berettiget forvente, at vi politikere beskytter klimaet og skaber god luftkvalitet.

Og vores virksomheder er afhængige af et stabilt, sikkert energisystem i Europa. Ikke mindst af hensyn til vores egen økonomi og sikkerhed i Europa kan vi ikke stille os tilfreds med den stigende afhængighed af Rusland og Mellemøsten, når det kommer til Europas energiforsyninger.

Om vi bliver i stand til at løse indvandring- og klimaudfordringer afgøres i sidste ende af vælgerne.

Jeg har tiltro til, at vælgerne godt kan gennemskue de populistiske og nationalistiske budskaber, som forventeligt vil præge debatterne. Det er vigtigt for mig at slå fast, at man ikke må ty til den lette løsning og lette ben på EU, hverken i disse to spørgsmål eller generelt.

EU kan ingenting, hvis medlemslandenes stats- og regeringsledere ikke kan blive enige.

/Bragt i Altinget 20. juni 2018

Share Button

, , , , ,

Kommentarer er lukket.