Kriminelle udlændinge skal afsone i deres hjemland

header_PasserpaaDitHjem_620@2x

Når kriminelle fra udlandet overtræder indrejseforbuddet og atter drager på togt i Danmark, skal de straffes med det samme, og straffen skal være så hård, at de med det samme kan sendes til afsoning i deres hjemland. Det er uanset, om de kommer fra Østeuropa eller fra en hvilken som helst anden del af verden.

Gennemsnitstraffen er i dag kun ca. 30 dage for overtrædelse af indrejseforbuddet. Det virker tydeligvis ikke godt nok, for antallet af overtrædere er næsten fordoblet over de senere år, og østeuropæere står alene for halvdelen af overtrædelserne. Derfor må vi skruen bissen på.

Som så mange andre steder i landet hærges også Fyn af indbrudstyve fra udlandet, og ældre medborgere har oplevet, hvordan udenlandske tricktyve tiltvinger sig adgang til deres hjem. Heldigvis lykkes det ofte for politiet at få fingre i de kriminelle. To bulgarske kvinder blev eksempelvis varetægtsfængslet for tre uger siden mistænkt for tricktyveri mod en 86-årig kvinde i Odense.

Men alt for ofte må fynboerne se opgivende til, når politiet – på trods af indrejseforbud – gang på gang støder på de samme kriminelle fra Østeuropa uden at kunne gøre noget effektivt ved det.

Vi så fornylig i et indslag på TV2, hvordan en 28-årige rumæner med en treårig fængselsdom for 24 indbrud i danske hjem sad til afsoning i et dansk fængsel og frit og frejdigt kunne udtale, at et dansk fængselsophold er en fornøjelse på linje med et femstjernet hotel.

Det er noget riv-rav-ruskende galt, når det kan lade sig gøre, og det skal vi lave om på.

Vi kan jo begynde med at behandle overtrædelser af indrejseforbuddet som hastesager, forhøje straffen til minimum et års ubetinget fængsel og derefter sende rumænske indbrudstyve, bulgarske tricktyve og andre kriminelle hjem til afsoning i deres eget hjemland.

Fremadrettet skal vi gøre endnu mere. Vi kan ikke løfte opgaven alene, men sammen med andre politimyndigheder i de andre i EU-lande kan vi gøre en reel forskel. For vi må nok erkende, at ideen om, at vi kan holde østeuropæiske bander ude af kongeriget ved blot at skærpe grænsekontrollen, ikke holder.

Derfor skal vi holde fast i og udbygge det fælles europæiske politisamarbejde Europol for at spotte de kriminelle og stoppe dem allerede inden de krydser landegrænsen. For det er jo ofte de samme bander, der hærger i Flensborg som senere dukker op på Fyn.

Det vigtige er bare, at der sker noget snarest. Det Konservative Folkeparti har derfor taget sagen op i Folketinget, og jeg tager samtidig sagen op med mine europæiske kolleger. Det skylder vi danskerne.

Bragt i Fyens Stiftstidende den 7. april 2014

Share Button

, , ,

Kommentarer er lukket.