Kronik: EU-valget handler om arbejdspladser

Skrevet sammen med Josefine Kofoed, kandidat til Europa-Parlamentet for Konservative og bragt i Berlingske d. 18. januar 2014.

1 maj er rød. Ganske vist er arbejdernes internationale kampdag næppe længere så klar i farven som tidligere. Men nuancen er velkendt, og det er en vigtig pointe, når der senere i maj er valg til Europa-Parlamentet, skriver kronikørerne.

Ofte fremstilles EU-valget 25. maj som et sekundært valg. Det er misvisende. Faktisk er der meget indflydelse at hente til Danmark. Det er langtfra ligegyldigt, om det er socialdemokrater eller konservative stemmer, der repræsenterer kongeriget i EU. Tværtimod er valget helt afgørende for, om fremtidens Europa bliver blåt eller rødt. Ikke mindst når det handler om erhvervslivets vilkår og dermed mulighederne for at skabe danske arbejdspladser og vækst, er der stor forskel på blå og rød politik.

Efter flere år med økonomisk krise i Europa er der nu lys for enden af tunnelen. Mismod og recession er afløst af håb og europæisk fremgang, hvilket er helt afgørende for, at vi kan få vækst og skabe nye arbejdspladser i Danmark. Nu er økonomiske forudsigelser én ting. Meget vigtigere er den hverdag, danskerne oplever. Ikke mindst for unge mennesker er behovet for nye arbejdspladser til at tage at føle på. Tæt på hver tiende dansker mellem 25-29 år er ledig og står dermed uden de nødvendige økonomiske rammer for at slå sig ned og stifte familie. Deres fremtid og jobmuligheder afhænger af virksomhedernes evne til at skabe nye arbejdspladser – deres fremtid afhænger af valgresultatet 25. maj.

Derfor er kampen mod øgede afgifter og fordyrende bureaukrati vigtigt. Virksomhederne skal have de bedste vilkår for at kunne tilbyde arbejdspladser. Det er såvel lokalt som nationalt og internationalt det vigtigste indsatsområde for Det Konservative Folkeparti. Omvendt forholder det sig for politikere med en socialdemokratisk eller socialistisk tilgang. De går sjældent af vejen for at forhøje afgifter og indføre snærende regler for dette eller hint. Denne kamp mellem højre og venstre kender vi i Danmark, men den har også været voldsom i resten af Europa siden det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2009. Ikke mindst når det drejer sig om at skabe vækst, har socialister været en hæmsko på virksomhedernes muligheder for at gøre en indsats i det samfund, de befinder sig i – det mærker vi i Danmark.

Da vi og vælgerne i de øvrige EU-lande sidst gik til valgurnerne, havde krisens omfang og alvor endnu ikke manifesteret sig i danskernes bevidsthed. Derfor blev venstrefløjen ikke afkrævet svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skaber vækst og beskæftigelse. Jovist, SF ville bygge 154 vindmøller om ugen. Gad vide, hvor de møller er i dag? I indeværende valgperiode har Socialdemokraterne ikke brugt megen tid på at drøfte arbejdspladser. Tværtimod har de koncentreret sig om at indføre ny regulering, opsplitning af bankerne, kvindekvoter og en skat på finansielle transaktioner.

I modsætning til socialisterne har Det Konservative Folkeparti i denne valgperiode systematisk arbejdet med lovgivning, der skal gøre det lettere at være virksomhed. Små og mellemstore virksomheder skal have bedre adgang til nye markeder og til (risikovillig) kapital. Det borgerlige Europa leverede sin vel nok største sejr med Finanspagten i 2012. Hovedformålet med pagten var netop at nedbringe og stabilisere det offentlige forbrug. Samtidig er det selve forudsætningen for at nedbringe skatterne. Den hårde, men nødvendige sparepolitik, der er ført i eurozonen, er således et markant konservativt fingeraftryk, som har lært visse uansvarlige europæiske regeringer nødvendigheden af at sætte tæring efter næring – noget den danske venstrefløj kunne lære meget af. Trods regeringens accept af Finanspagten, så skal man ikke overvurdere Socialdemokraternes begejstring for den. Det er under ingen omstændigheder en blomst, der er groet i deres have.

Særligt det finansielle område har været hjemsøgt af et socialistisk reguleringsridt med lige så meget lovgivning her som på alle andre områder tilsammen. Igen og igen er der kommet nye vidtrækkende lovforslag, der hver især pålægger erhvervslivet nye omkostninger. Dyrere huslån og pension er blandt konsekvenserne. Bevares, krisen har vist, at visse tiltag var nødvendige, men det har ganske enkelt taget overhånd.

Det Konservative Folkeparti har arbejdet hårdt for at begrænse de økonomiske konsekvenser for Danmark og danskerne i den henseende. Omvendt har Socialdemokraterne og SF lystigt argumenteret for mere regulering. S-spidskandidaten Jeppe Kofod og Socialdemokraterne går til valg på at indføre mere finansiel regulering. De vil altså regulere nogle af de allerede hårdt regulerede finansielle virksomheder endnu hårdere. Mest bemærkelsesværdigt er, at Socialdemokraternes EU-politikere støtter en skat på finansielle transaktioner. En sådan skat vil pålægge Danmark nye omkostninger. Pensioner og aktiehandler bliver igen dyrere, økonomisk aktivitet flytter ud af Europa, og vi giver dermed de nye vækstøkonomier endnu en trumf. Selv om Danmark ender med at være uden for samarbejdet, rammes vi alligevel. Det er så at sige danske kroner og arbejdspladser, der ender i vækstøkonomiernes lommer.

Netop i disse dage arbejder de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet aktivt på at få vedtaget kvoter for kvinder i bestyrelser. Men EU skal ikke blande sig i, hvor mange mænd og eller kvinder, der skal sidde rundt om mødet til bestyrelsesmøder. Det bør alene være virksomhedernes ejere – aktionærerne – der bestemmer direktionen og bestyrelsens sammensætning. Det valg skal politikerne ikke blande sig i. Vækst skabes i små og mellemstore virksomheder, men Socialdemokraterne ønsker kvindekvoter og mere bøvl.

At Socialdemokraternes reguleringsiver også har negative konsekvenser på europæisk plan er ikke nyt. Det grønlandske samfund blev således offer for et forbud mod sælskindsprodukter, der blev vedtaget i 2009. Stor fortaler for dette forbud med store konsekvenser for det grønlandske folk var partiets tidligere spidskandidat, den nuværende fødevareminister. Mens sælbestanden vokser til uhyrlige højder til skade for biodiversiteten, opkøber selvstyret sæler af jægerne. Resultatet af Dan Jørgensens misforståede gode hensigter er derfor overskudslagre af sælskind, mens det økonomisk koster grønlænderne dyrt.

Der er således stor forskel på at være blå og rød. Også i Europa. Derfor har det stor betydning, at de enkelte partier i de kommende måneders valgkamp fokuserer på, hvad de hver for sig vil slås for. Og ikke mindst hvilke løsninger de vil anvise på alle de områder, som Europa-Parlamentet må forventes at skulle beskæftige sig med i den kommende valgperiode.

Europas udfordringer er store, og løsningsmulighederne er mangfoldige. Hvilke forslag, der i sidste ende bliver til virkelighed, afhænger af, hvilken farve vælgerne stemmer på 25. maj. Valget står mellem blåt og rødt. Mellem vækst og fremgang eller øgede afgifter og mere bureaukrati i bedste 1. maj ånd. Valget er dit. Så skal vi nok kæmpe for at sætte virksomhedernes vilkår og dermed din arbejdsplads øverst på dagsordenen. Med blåt.

Share Button
Kommentarer er lukket.