Landbruget burde takke Europa-Parlamentet

Tractor

Det kom alligevel bag på mig, at dansk landbrug valgte at klage sin nød tirsdag 24. oktober, fordi Europa-Parlamentet dristede sig til ”kun” at give landbruget en femårig tilladelse til at bruge glyphosat, populært anvendt i for eksempel ukrudtsmidlet Roundup. Landbruget havde sat næsen op efter en meget længere tilladelse.

Merrild ser ikke virkeligheden i øjnene

Glyphosat-sagen er efterhånden en saga, som jeg ikke behøver at trætte læserne med, men som er opsummeret her. Indimellem virker det som om, at Martin Merrild (formand for Landbrug & Fødevarer, red.) nægter at se den politiske virkelighed i øjnene:

Udgangspunktet for glyphosat-drøftelserne i Parlamentet denne uge startede med, at vi enten kunne sige ja til en tiårig autorisation – eller slet ingen autorisation fra 2018. Punktum.

Hvis vi fra konservativ side i EU ikke havde kæmpet for at finde en balance, som nu består i at støtte en tilladelse til 2022, havde et bredt politisk flertal krævet et fuldt forbud mod glyphosat fra 2018. Jeg tør slet ikke tænke på landbrugets reaktion, hvis dét var blevet en realitet.

Forsigtighedsprincip

Når Parlamentets position lander på en femårig tilladelse, tror jeg, at det grundlæggende skyldes et forsigtighedsprincip.

Glyphosat er det mest analyserede stof i EU. Verdenssundhedsorganisationen, EU’s fødevareagentur og EU’s kemikalieagentur samt en række andre ansvarlige myndigheder vurderer, at der p.t. ikke er grundlag for at klassificere glyphosat som sundhedsskadeligt på den måde, som det anvendes i dag. Den danske regering og DTU støtter i øvrigt den vurdering.

Videnskabeligt er bekymringerne rettet mod anvendelsen i sig selv, således at den, som sprayer med glyphosat, skal beskyttes behørigt. Derfor har vi også allerede vedtaget klare begrænsninger og sikkerhedsforanstaltninger for glyphosat – i anvendelsen og i for eksempel parker og på legepladser – og Parlamentet har igen i tirsdags bekræftet, at vi ikke vil støtte brug af glyphosat umiddelbart før høst.

Videnskab og populisme

Jeg føler mig tryggest ved at støtte en linje, hvor vi begrænser tilladelsen til at bruge glyphosat til fem år. Så sikrer vi, at der skal tages stilling til den nyeste forskning igen om fem år.

Hvis dansk landbrug føler sig så sikre på glyphosats egenskaber, vil det heller ikke være problematisk at respektere en femårig tilladelse, og landbruget skulle snarere prise sig taknemmelige for, at ikke hele det politiske spektrum kaster hensynet til videnskabeligt fundament overbord til gengæld for letkøbt populisme.

/Bragt i Altinget 31. oktober 2017

Share Button

, , , ,

Kommentarer er lukket.