Landsrådstale 2013

landsraad2013_BB-tale

Det talte ord gælder.

Vi har nu været medlem af EU i over 40 år. Alligevel må vi konstatere, at det alt for ofte er en diskussion om FOR eller IMOD EU, der præger dagsordenen.

Der mangler ligesom et lidt større perspektiv i EU-debatten.

I sin sidste tale til vælgerne i forbindelse med det tyske valg sagde Angela Merkel at ”et stærkt Europa var livsnødvendigt for at Tyskland også kunne være stærkt”. Sådan er det også for Danmark.

Det er vigtigere end nogensinde at stå sammen, for vi lever i en tid hvor det europæiske fællesskab er under konstant angreb – både sagligt og usagligt.

Den økonomiske krise har endnu ikke sluppet Europa – og middelmådige politikere har fortsat travlt med at skyde skylden for “alt det onde” over på EU og Bruxelles.

Vi oplever lignende ansvarsfralæggelse her i landet, men værst er det dog syd for grænsen. Her har massive gadeprotester, i Grækenland, Spanien og på Cypern, lagt EU, men ikke mindst Tyskland og Merkel for had for at holde fast i reformpolitikken.

Uanset hvem, der sidder for bordenden er det, for mig at se, helt tåbeligt at beskylde EU for en elendighed, som medlemslandene selv har skabt. Det er simpelthen usaglig kritik.

Finanskrisen var det skud, der satte lavinen i gang, ikke årsagen til at der lå for meget sne!

Årsagen er derimod mangel på konkurrencekraft.

I årtier har europæiske lande brugt flere penge end de har tjent. Halvdelen af EU’s medlemslande har en offentlig gæld, der ligger over det aftalte maksimum niveau. I flere lande er pensionsalderen først for nylig krøbet over 60 år.

Europa har brug for en seriøs reformpolitik hvis vi vil spille med i den øverste liga. Europas konkurrenter er sultne, mens europæerne selv er trætte og mætte. Det stiller store krav, hvis vi ikke skal rutsje ned ad velfærdsslisken.

Vores konservative venner i Tyskland, med Merkel i spidsen, har vist at velfærdsstater kan være konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Tyskland er blevet konkurrencedygtig ved bl.a. at holde lønstigninger i ro og reformere de sociale ydelser. De yder før de nyder!

Vi er nødt til at investere pengene strategisk i forskning, udvikling, innovation og infrastruktur, frem for at smøre et tyndt lag “velfærdsleverpostej” hen over hele skiven.

Men vi må erkende at skeptikere og modstandere af det europæiske samarbejde har kronede dage i Europa. Det afspejler sig i de afholdte valg rundt omkring, eksempelvis i Finland hvor “De Sande Finner” fik næsten 20 procent af stemmerne. Og så sent som i sidste uge var “Alternativ für Deutschland” meget tæt på at komme i Forbundsdagen.

Nu tror vi ikke på meningsmålingerne i øjeblikket. Men hvis vi gør, står modstanderpartierne, Enhedslisten i form af Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti til tæt på 5 mandater ud af Danmarks 13 pladser i Europa-Parlamentet.

Det er lidt tankevækkende og det betyder, at der faktisk kun er 8 mandater til at slås for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Politikken formuleres inde på banen, – og ikke af folk som står og råber op på sidelinen. Det kan vi ikke byde Danmark.

Så der er stadig nogle måneder til at ændre dette billede.

Hertil har vi fantasterne fra Liberal Alliance der ”sejler” rundt i det politiske landskab. Vi aner ikke hvor vi har dem, – først krævede de en afstemning om det fælles europæiske patent, så var de imod en afstemning. Deres holdning er afhængig af om vinden er i øst eller vest, eller om de har fået en ny hovedsponsor for partiet.

Når krybben er tom så bides hestene bekendt, men lad mig slå fast en gang for alle: Det er for nemt at dadle det europæiske samarbejde.

I går hørte jeg bemærkningen her fra talerstolen, at EU ”dikterer”… Men vi må ikke glemme, at medlemsstaterne er medlovgivere. Når nu EU er i færd med at gennemføre et overformynderisk tobaksdirektiv, så er det ikke EU, der dikterer. Det er ikke mindst Astrid Krag, der bruger EU til at gennemføre regeringens politik.

Vi har behov for at se EU i et større perspektiv.

I Danmark udgør den offentlige sektor omkring 30 procent af bruttonationalproduktet.

Vores udgift til EU er kun én procent af Danmarks bruttonationalindkomst. Hertil kommer, at for hver krone vi betaler til EU får vi de 66 øre tilbage via forskellige, europæiske ordninger – ikke mindst i form af landbrugsstøtte.

Med andre ord: Hver gang vi bruger 30 kr. på den offentlige sektor i Danmark, så bruger vi 34 øre på EU. For mig er de 34 øre en fantastisk forsikringspræmie.

Danmarks medlemskab af EU sikrer frihed, fred og demokrati for vores borgere, fædrelande og naboer.

I dag tager vi friheden, freden og demokratiet for givet – sådan er det i hvert fald for de yngre generationer. Men vi skal ikke mange år tilbage før der var krig på Balkan. Og for mit eget vedkommende kan jeg huske min farmor fortælle mig om hvordan min far, som 16-årig, med sin salonriffel lå og skød efter de tyske flyvemaskiner, som i lav højde fløj ind over vores fynske slægtsgård den 9. april 1940.

Den forsikringspræmie som vi betaler i dag er en garanti for at det aldrig sker igen.

Den er samtidig en adgangsbillet til et indre marked med 500 millioner forbrugere, og internationale handelsaftaler til store dele af verden.

Men dermed ikke sagt, at én procent af bruttonationalindkomsten er et lille beløb! EU’s budget skal ikke være større, men medlemslande og politikere må til gengæld indse, at de skal sørge for at løse deres grundlæggende økonomiske udfordringer selv. EU’s budgetter kan og skal ikke bruges til at rette op på medlemslandenes politiske fejlskud eller manglende beslutningsevne.

Vi bevæger os nu over i den mere saglige kritik, for EU er langt fra perfekt. Ligesom herhjemme kæmper vi en evig kamp mod ineffektiv forvaltning og misbrug af offentlige midler.

Vi er også langt fra i mål med det indre marked, som er og bliver kernen i EU. Virksomheder og borgere møder stadig alt for mange unødvendige barrierer, og dem skal vi ikke være bange for at tage et opgør med.

Konservative skal sikre, at vi i EU skaber de bedst mulige vilkår for dansk erhvervsliv og europæisk konkurrenceevne uden at overbebyrde virksomheder og skabe unødvendig bureaukrati. Jeg støtter derfor varmt op om det fælles EU-patent, om udviklingen af det indre marked for energi, om frihandelsaftalen med USA, og mange andre gode tiltag.

Samtidig fortsætter jeg kampen mod overformynderi, for eksempel i forhold til det nye tobaksdirektiv, og socialisternes trang til at bruge andres penge.

Konservative må kæmpe sammen med dem, der vil forbedre og styrke Europa. Det skylder vi Danmark og danskerne. Og så skylder vi dansk erhvervsliv at være med dér hvor tingene besluttes.

I det daglige sidder jeg ene dansker i Europa-Parlamentets største gruppe, med 276 medlemmer ud af forsamlingens 766 medlemmer. Men efter snart 5 år på pinden må jeg sige, at der er masser af indflydelse at hente, til gavn for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Tænk hvis vi havde to eller tre mandater!

Der er da også mange områder, hvor det giver god mening at regulere på EU-niveau og hvor denne indflydelse er helt afgørende for Danmark og for os Konservative. Det gælder for eksempel bankvæsen, klima, miljø, energi og ikke mindst det indre marked. Her gælder det om at sikre et så stort, konservativt fingeraftryk som muligt.

Men vi skal samtidig værne om og slås for nærhedsprincippet. For når vi taler om den danske folkeskole, sociale ydelser og vores sundhedspolitik, så klarer vi det bedst ude i kommunerne eller i Folketinget.

Efter en række afgørelser fra EU-domstolen i løbet af sommeren er velfærdsturisme blevet et varmt emne i flere EU-lande. Og her står det for mig lynende klart, at hvis de nationale systemer misbruges, må medlemslandene sammen finde en måde at komme misbruget til livs.

Men vi skal passe på med ikke at male Fanden på væggen. Dansk Folkepartis dæmonisering af udlændinge fra andre EU-lande, og deres tale om et nyt “forbehold” på sociale ydelser, er ren populisme. De kan lige så godt bare melde ud, at de ønsker Danmark ud af EU.

Men EU er ikke, og har aldrig været, en à la carte restaurant, hvor man rager det søde til sig og frasiger sig det sure.

Partierne på ydrefløjene mangler i øvrigt stadig at fortælle både deres vælgere og os andre hvad deres alternativ til EU er. Og det er der én god grund til: De har ikke noget alternativ!

Nej, EU er kommet for at blive og EU er realpolitik – ja nærmest indenrigspolitik – hvor vi Konservative må kæmpe for vores mærkesager hver dag. I en verden hvor europæere fylder mindre og mindre, både i antal og økonomisk, er hårdt arbejde den eneste vej frem.

Derfor vil det hold af kandidater til Europa-Parlamentet, som I vælger i dag, slås for den konservative sag og et stærkt Danmark i et fælles Europa.

Vi vil blande os dér, hvor beslutningerne tages.

Vi ser Danmark og EU i det store perspektiv.

Tak for ordet.

Share Button

, , , , ,

Kommentarer er lukket.