Pressemeddelelse: Vigtig EU-sejr for grønne, danske virksomheder

BB-Backloading

Fornuften har sejret. Det har været gratis at forurene i alt for mange år!

Den 3. juli stemte Europa-Parlamentet for Europa-Kommissionens forslag om at hive 900 millioner kvoter ud af det fælles kvotehandelssystem, ETS. Formålet med forslaget er at hæve prisen på CO2-kvoter og forhindre et egentligt kollaps i kvotesystemet, der er hjørnestenen i EU’s klimapolitik.

Efter medlemslandene godkendelse af det såkaldte “backloading” forslag har Europa-Parlamentet nu sagt endelig god for at hive 900 millioner kvoter midlertidigt ud af systemet.

“Fornuften har sejret. Det har været gratis at forurene i alt for mange år, men med dagens afstemning i Europa-Parlamentet sætter vi streg under princippet om at forureneren skal være med til at betale for den grønne omstilling”, siger Bendt Bendtsen.

“Hvis prisen på CO2-kvoter stiger vil det blive mere attraktivt at investere i bl.a. energieffektive vinduer, isolering og andre energiteknologier. Det er en vigtig sejr for grønne, danske virksomheder, som har rigtig meget at byde på”, siger Bendt Bendtsen.

“Europa-Parlamentets beslutning er et vigtigt signal og et skridt i den rigtige retning. Nu ser vi fremad mod en mere grundlæggende reform af systemet for handel med CO2-kvoter”, siger Bendt Bendtsen.

Lige nu ligger prisen på at udlede et ton CO2 på under 5 Euro (37 kr.). Da systemet blev skabt regnede man med en kvotepris på omkring 30-40 Euro (220-300 kr.) pr. ton CO2.

For yderligere kommentarer, kontakt Bendt Bendtsen på tlf. +45 25 30 73 33.

Se også: Bendt om backloading på Youtube

Share Button

, , , ,

Kommentarer er lukket.