Protektionisme kalder på europæisk sammenhold

USA er desværre på en protektionistisk kurs, når vi taler om samhandel. Det, vi ser, er et angreb på åbne markeder og frihedsværdier, som tvinger os til at ruste det europæiske samarbejde. Når vores gamle allierede trækker stikket på handelsaftaler, der ville have gjort os alle rigere, er det vigtigt, at Europa står sammen.

I dag bliver USA’s internationale førertrøje desværre ikke længere brugt til at beskytte fælles vestlige, demokratiske og økonomiske interesser. Den bliver for tiden snarere brugt til at sikre snævre, kortsigtede amerikanske interesser. Handelsaftaler som TTIP mellem EU og USA, TPP mellem Asien og USA og nordamerikanske NAFTA er alle blevet skrottet. Det på trods af, at historien entydigt viser, at vi alle bliver rigere på frihandelsaftaler.

Læg dertil Donald Trumps løfte om at udtræde af den globale klimaaftale fra Paris, atomaftalen med Iran og de seneste trusler om at trække USA ud af WTO. Dertil er det nærmest uvirkeligt at være vidne til, hvordan Trump undergraver sin egen sikkerhedstjeneste og omfavner den russiske præsident Vladimir Putin, imens han udfordrer forholdet til gamle allierede som Storbritannien og Europa.

Alvorlige konsekvenser
Desværre er vestlige værdier og demokratier ikke kun udfordret af Trump. Putins gentagne indblanding i vestlige anliggender og et fuldstændig uacceptabelt angreb på engelsk grund understreger vigtigheden i, at vi i Europa står sammen. Hver for sig er vi ikke stærke nok til at svare på trusler fra store magter som Rusland, der skaber splid i Europa ved at støtte stærkt nationalistiske kræfter på tværs af kontinentet.

Det er bekymrende at være vidne til den fuldkommen historieløse skepsis over for EU, vi desværre ser flere steder i Europa i dag. EU er det bedste kort, vi har på hånden, når det gælder udenrigspolitikken.

Bevares, alt, der kommer fra EU, er ikke perfekt. Det kan alle blive enige om. For mig hopper kæden af, når folk mener, at svaret på dette er at melde sig ud af EU. Man behøver blot kaste et blik på Storbritannien for at forvisse sig om, at et brud med EU vil have meget alvorlige politiske og økonomiske konsekvenser.

Brexit viser med al tydelighed konsekvenserne af den populisme og komplette afvisning af fakta, vi oplever i dag. Om jeg fatter, at nogen mener, at vi i lyset af de mange globale udfordringer ville være bedre stillet uden for fællesskabet?

Mere internationalt samarbejde
Desværre er Brexit ikke en enlig svale. Nationalistiske strømninger ses over hele Europa. Heldigvis er der også strømninger, der går imod dette. På trods af, at den franske nationalist Marine Le Pen fik mange stemmer ved det sidste franske præsidentvalg, endte Franskmændene med at vælge en præsident, der taler fællesskabet op. Den hollandske nationalist Geert Wilders fik heller ikke det valg, mange havde frygtet. Ja, man kan vel også tilføje, at Sverigedemokraterne i Sverige ikke fik den succes, de var spået.

Det glæder mig, at vi i EU har valgt at modsvare stigende autoritære og protektionistiske tendenser med at satse på endnu mere internationalt samarbejde.

Frihandelsaftaler mellem EU og lande som Japan, Singapore og Australien og forhåbentlig også Mercosur minder os alle om, at der er en anden vej end protektionisme og selvtilstrækkelighed.

EU er verdens største marked og giver os derfor en unik mulighed for at forsvare de værdier, der har givet os fred og rigdom. Det er altafgørende for Danmark at være repræsenteret i EU og præge den europæiske udvikling i en ansvarlig retning – væk fra populisme og protektionisme.

Jeg har på første hånd oplevet, hvordan et lille land som Danmark kan varetage sine interesser i et internationalt fællesskab. Der er stadig mere brug for EU på disse områder og stærk dansk deltagelse.

 /Bragt i Altinget 20. september 2018

Share Button

, , , , ,

Kommentarer er lukket.