Retsforbeholdet – afstemningen 3. december 2015

Burglar hand holding crowbar break opening door

Afstemningen i december går ud på, at vi skal beslutte, om Danmark skal være i første geled til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Den 3. december skal vi stemme om, hvorvidt Danmark skal have en tilvalgsordning i stedet for vores retsforbehold.

Det er blevet aktuelt, efter det europæiske samarbejde er rykket fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde. Danmark vil dermed fra næste år stå helt på sidelinjen i det europæiske samarbejde på retsområdet. Mange læsere vil sikkert synes, at det lyder indviklet.

Det ér det, men det er vigtigt for Danmark, at vi træffer den rigtige beslutning.

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Folkebevægelsen mod EU og Liberal Alliance har slået pjalterne sammen for at anbefale et nej. Altså et nej til at vi erstatter retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Det er utroligt svært at forstå hvorfor. Har man sympati for bl. a. pædofiliringe, handel med kvinder, narkohandlere, rumænske tyvebander og cyberkriminelle, så forstår jeg et nej. De eneste vindere ved et nej er de kriminelle, som opererer hen over grænserne i EU.

Stort udbytte for Danmark

Men et nej vil også betyder et farvel til Danmarks involvering i bl. a. Europol, hvor man bekæmper international kriminalitet. Danmark er i dag et fuldgyldigt medlem af Europol, og vi har stort udbytte af at være med. Danske politifolk er med i forreste række, og den seneste chef for Cybercrime i Haag var den danske politimand Troels Ørting Jørgensen.

Som fuldgyldigt medlem er vi også med til at beslutte, hvilke sager der prioriteres. Eksempelvis er det efter dansk ønske, at Europol har prioriteret efterforskningen af rockergrupperne.

Danmark er stærkt interesseret i en effektiv international kamp mod rockerkriminalitet, for som bekendt har Bandidos og Hells Angels huseret hos os.

Jeg ønsker, at Danmark også i fremtiden skal have indflydelse, når Europol sætter fokus på og bevilger betydelige midler til efterforskning af specielle kriminalitetsområder. Den indflydelse mister Danmark ved at stemme nej.

Tager for lang tid

Modstandersiden taler om parallelaftaler og om et nationalt kompromis.

Jeg er stilfærdigt nødt til at gøre opmærksom på, at folkeafstemningen i Danmark til december ikke er noget, som optager EU overhovedet. Det er og bliver alene en sag for danskerne og ingen andre.

Det siger sig selv, at verden er blevet mindre, og at det kræver helt andre og større ressourcer for at holde den grænseoverskridende kriminalitet nede. I den forbindelse hjælper grænsekontrol desværre ingenting, selv om den er synlig – også i medierne. Derimod har vi behov for, at vi hurtigt, med en telefonopringning til Europol kan få afdækket mistænkelige udlændinge i Danmark.

Danmark foretog i 2014 ikke mindre end 72.000 søgninger i Europols database, EIS. Norge, som har en parallelaftale, må formelt spørge Europol om adgang hver gang. Norsk politi havde i 2014 kun ca. 2.000 forespørgsler i Europols database. Det siger alt. Norsk politi erkender åbent, at de er bagefter, og den normale sagsgang tager for lang tid.

Enig med forbundsformand

Hertil kommer, at en parallelaftale for at sikre Danmarks deltagelse i Europol – som nejsigerne ønsker sig – tager en fem-seks år at forhandle.

Hvis det altså kan lykkes at opnå en sådan aftale. Nejpartierne må altså mene, at det er i orden at sidde med hænderne i skødet, mens internationale kriminelle hærger. Det er simpelthen uacceptabelt.

Selv min gamle foreningsformand, Politiforbundets Claus Oxfeldt, som normalt ikke blander sig i politik, har taget bladet fra munden og anbefaler et ja, fordi han ved, at en parallelaftale simpelthen er utilstrækkelig. I denne sag har jeg betydelig større tillid til politiforbundets formand, end jeg har til Enhedslisten, DF, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU tilsammen.

Når vi forhåbentlig får et ja den 3. december, så siger vi samtidig ja til en række EU-regler, som vi ønsker at tilvælge. Det gælder eksempelvis direktivet om seksuel misbrug af børn, menneskehandelsdirektivet, cybercrimedirektivet, konkursforordningen og direktivet om falskmøntneri.

Vi siger faktisk ja til 22 direktiver og nej til 10 andre. Det er som en buket fra haven, hvor vi vælger de kønneste blomster og lader tidslerne stå.

Faktisk et let valg

For at forvirre den danske befolkning, har nejsiden bragt hele udlændingepolitikken og den aktuelt eskalerende flygtningesituation ind i debatten. Det på trods af, at jasiden er enige om, at Danmark ikke skal være en del af den europæiske lovgivning, der findes på asyl-og indvandringsområdet. Ligesom vi også i dag står udenfor på dette område.

Sådan vil det også være i fremtiden.

Senest har et flertal i Folketinget sagt, at der kommer en ny folkeafstemning, såfremt asyl-og udlændingepolitikken skal ændres. Statsministeren udstedte samme garanti i sin åbningstale til Folketinget.

I grunden mener jeg, at det er ret let at forklare, hvad afstemningen den 3. december går ud på: Vi skal beslutte, om Danmark skal være med i første geled til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Jeg er faktisk parat til at trække fronten mellem ja og nej endnu hårdere op: At stemme nej er en støtteerklæring til nogle af verdens mest hårdkogte, kyniske, voldelige, personfarlige og samfundsskadelige elementer. Jeg håber, at Danmark den 3. december klart signalerer til de kriminelle, at Danmark ikke er et fristed for organiserede bander, terror, menneskehandel, børnepornografiog østeuropæiske tyvebander.

/Bragt i Jyllands-Posten 24. oktober 2015

 

Share Button

, , ,

Kommentarer er lukket.