Spanierne har blik for det store perspektiv

Ugens forkerte EU-beslutning

Det kan ikke overraske mange, at jeg mener, at ugens forkerte EU-beslutning er af socialdemokratisk oprindelse. Socialdemokraterne har på deres kongres foretaget en kovending og vil nu indføre skat på finansielle transaktioner. De forklarer ikke, om det skal være en dansk eller europæisk skat, men forslaget ligner umådeligt det, som den socialistiske, franske præsident Hollande støtter. Socialdemokraterne tænker dog ikke på konsekvenserne: En finansskat kommer til at ramme danske virksomheder, der ellers skulle være vores vækstmotor. Det er paradoksalt, at Socialdemokraterne samtidig søger om en EU-rabat til at finansiere deres såkaldte “kickstart” af dansk vækst. Den socialdemokratiske kovending på spørgsmålet om finansskatten viser, at de kun ønsker statsstyret vækst, mens de vil udsulte det danske erhvervsliv, der er den eneste kilde til reel og stabil vækst.

Ugens EU-udtalelse

Norge barrikaderer sig bag toldmurer og ser stort på frihandelsaftalen med EU. Alligevel skal den norske udenrigsminister, Barth Eide, hædres for ugens udtalelse, der var et led i EU’s blomster- og ostekrig mod Norges forhøjelse af told på disse varer. Norges toldmur skader dansk eksport: Danmark eksporterede 3.517 ton gul ost til nordmændene i 2011 – det svarer til en tredjedel af Norges samlede import af ost. Eide udtaler til TV2 Norge, at han også ville have protesteret mod norsk told, hvis han var dansker, men at handelsurolighederne ellers ikke forstyrrer hans nattesøvn. Men Eide skal nu ikke sove for tungt. Det rygtes, at Europa-Kommissionen vil suspendere visse dele af den famøse handelsaftale: Norges nye toldkrig har simpelthen fået bægeret til at flyde over, og EU vil ikke være handelstossegod. Norsk protektionisme lugter fælt, og hvis der skal told på Gamle Ole, må nordmændene forvente told på laks.

Ugens EU-personlighed

Næsten hver uge konkurrerer den tyske kansler, Angela Merkel, med chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, om at blive ugens EU-personlighed. I denne uge vinder Draghi konkurrencen, idet han bad Merkel om at droppe sin modstand mod ECB’s opkøb af sydeuropæiske statsobligationer. Naturligvis kan man mene, hvad man vil om ECB’s opkøbsplaner, der kan få drastiske konsekvenser for de europæiske økonomier, som ikke er sygdomsramte. Ved sin bøn til Merkel vinder Draghi dog for sine visioner for et fællesskab i Europa – visioner, som han præsenterer på trods af spansk demonstration og græsk strejke.

Ugens mest oversete detalje

Når jeg ikke fik kåret Merkel som ugens EU-personlighed, skal hun hyldes i ugens oversete detalje. Den er at finde i en undersøgelse fra det internationale konsulentfirma, Cicero Group, og viser, at halvdelen af den kriseramte spanske befolkning er tilfredse med Merkels lederskab gennem krisen. Derimod giver 84% af de adspurgte spaniere deres egne politikere skylden for et løbsk statsbudget, skrantende banker og tårnhøj ledighed. Resultatet af undersøgelsen vidner på trods af ugens demonstration om, at spanierne har blik for det store perspektiv: De er bevidste om den benhårde kurs, som spanske politikere er nødt til sætte, hvis den spanske skude ikke skal gå på grund. Og det er da første skridt mod en løsning.

Klumme bragt i Metroxpress, den 2. oktober 2012

Share Button

, , , ,

Ingen kommentarer.

Skriv et svar