Trumps vilde vesten

Book with title Trumponomics on an office desk.

Trump var knapt nok trådt ud af mødet med den amerikanske stålindustri, da han i sidste uge præsenterede sine planer om at hæve tolden på import af stål og aluminium med henholdsvis 25 og 10 procent.

Formålet skulle være at reducere den amerikanske afhængighed af udenlandske og muligvis fjendtlige producenter af råmateriale, der er kritisk for nationalt forsvar og sikkerhed.

Men den begrundelse er der ikke mange, der køber. Man peger i stedet på, at begrundelsen blot er et figenblad, der dækker over nøgen protektionisme.

USA’s præsident Trump skulle efter sigende være klar til at droppe de nyligt annoncerede toldstigninger, hvis EU giver en række indrømmelser på amerikanske produkter. Men en sådan løsning hører kun hjemme i det vilde vesten.

Trump får også svært ved at retfærdiggøre begrundelsen i WTO. Det er i princippet muligt inden for WTO-regelsættet fra 1947. Problemet er, at vi ikke er i krig, og Trump får svært ved at retfærdiggøre begrundelsen – også fordi toldøgningerne vil påvirke traditionelt amerikansk allierede lande.

EU giver igen
EU er klar til at give igen. EU-landene eksporter samlet for cirka 5,3 milliarder euro stål og aluminium til USA. Kommissionen har lavet et udkast til en liste med amerikanske produktkategorier, man vil øge tolden på, som modsvar. Blandt dem er Harley Davidson-motorcykler, Bourbon, peanutbutter, jeans og læbestift. En bred vifte af varer med en samlet værdi af cirka 2,8 milliarder euro. Listen er ikke tilfældigt sammensat – det er produkter, der primært kommer fra stater, hvor det vil gøre ondt for republikanerne. For i krig gælder det om at volde mest mulig smerte.

Strategien er en tretrinnet raket, der peger lige mod det republikanske hjerteland. EU’s medlemslande skal blot nikke til Kommissionens liste, før den bliver til virkelighed.

Dernæst vil følge et opgør ved WTO’s domstol: Europa taler allerede med flere andre ligesindede om et fælles sagsanlæg mod Trumps toldstigning. Vi er ganske sikre på at vinde den.

Slutteligt er Europa nødt til at undersøge, om et overskud af stål og aluminium i verdensmarkedet vil skade vores egne producenter nok til, at vi er nødt til at ‘rebalancere’ og selv hæve tolden på stål og aluminium fra Kina – inden for de gældende regler.

Lad os håbe på, at det ikke kommer dertil. I 2002 havde Bush også planlagt at hæve toldsatserne på stål, men endte med at droppe det. Det er ikke sikkert, at Trump vil kunne få sin vilje igennem ved Kongressen. Der er også en del andre amerikanske industrisektorer, der protesterer.

Det er hensigten, at toldstigningerne skal træde i kraft om blot to uger, men indtil videre er der stor uklarhed om, hvordan det bliver udformet.

Trump kan skabe præcedens
Lige nu forsøger man at finde ud af, om Trump vil undtage Europa, der trods alt primært består af ligesindede og allierede. Trump har allerede signaleret, at han vil undtage Mexico og Canada, hvis han får tilpas mange indrømmelser på andre områder i de kommende Nafta-forhandlinger.

Over weekenden optrappede Trump dog retorikken. Han skulle i skrivende stund efter sigende være villig til ikke at hæve tolden, hvis EU vil tillade at give amerikanske produkter en langt mere favorable adgang – ellers vil han nu også gå efter tysk producerede biler.

Problemet for Europa er sådan set ikke, om vi vinder sagen. Det er heller ikke, at vi ikke vil kunne hævne os umiddelbart og hårdt.

Problemet for os og resten af verden er, at andre WTO-medlemmer vil kunne finde på at påberåbe sig national sikkerhed med et lige så vagt grundlag, som Trump har gjort.

Hvis Trump opretholder toldstigningerne, vil det skabe præcedens. Det vil skabe mindre respekt for de fælles regler, vi ellers er blevet enige om i WTO. Det vil gøre international handel og globale værdikæder mindre forudsigelige.

I sidste ende er det dårlig nyt – også for både arbejdstagere og forbrugere på begge sider af Atlanten.

/Bragt i Altinget 14. marts 2018

Share Button

, , ,

Kommentarer er lukket.