Verbal skyttegravskrig om fremtidens energipolitik

Vindmølle havpark

Det nytter ikke noget at skyde skylden for høje energipriser eller Europas manglende konkurrencekraft over på udviklingen af vedvarende energi og grøn omstilling.

Om få år skal EU’s medlemslande og Europa-Parlamentet blive enige om Europas klima- og energipolitik efter 2020. Faktisk er det allerede nu vigtigt med et signal om, hvilken vej vinden blæser. For dem, der skal investere i fremtidens energikilder, er 2030 lige rundt om hjørnet.

Diskussionerne er allerede i fuld gang i Europa-Parlamentet, men der er lang vej til en fælles linje. Faktisk er der nærmest udbrudt en verbal skyttegravskrig mellem dem, der ønsker ambitiøse og bindende mål i 2030, og dem, der ønsker så få fælles europæiske målsætninger som muligt, og da slet ikke bindende.

Nødvendigt med bindende mål
Selv tilhører jeg naturligvis dem, der ønsker en omkostningseffektiv og sammenhængende politik med ambitiøse og bindende mål i 2030. Over for os kræver især polakkerne større fleksibilitet til at gøre, som det passer dem. Og det er ikke så mærkeligt, for næsten 85 procent af Polens el-produktion stammer fra kul. Det hænger bare ikke sammen med EU’s mål om at reducere CO2-udslippet med 85-90 procent i 2050.

Og når vi, forhåbentlig inden længe, får reformeret EU’s fælles marked for CO2-kvoter (ETS), så det igen er forureneren, der betaler, er det heller ikke omkostningseffektivt i længden.

Flere lider af “VE-forskrækkelse”
Andre kolleger, især mange tyskere, har fået “VE-forskrækkelse” fordi nationale støtteordninger til vedvarende energi (VE) har været forkert skruet sammen og har kostet skatteborgere og forbrugere dyrt.

Det kan godt være, at det kan betale sig at fyre brunkul af på den korte bane. Og de nationale støtteordninger har ikke taget højde for den massive udbredelse af VE inden for de seneste år. Men på den lange bane er jeg bange for, at det bliver en dyr fornøjelse for Polen og ligesindede at grave sig så langt ned i kulgraven.

Det nytter ikke noget at skyde skylden for høje energipriser eller Europas manglende konkurrencekraft over på udviklingen af vedvarende energi og grøn omstilling. Og det nytter ikke noget at sammenligne Europa med USA. Vi har hverken USA’s størrelse eller ressourcer.

Tre specifikke mål
For mig at se er der simpelthen ikke noget alternativ til at udvikle mere energieffektive produkter og produktionsmetoder, og så se at få gjort eksisterende VE-teknologier konkurrencedygtige, så vi kan koncentrere os om næste skridt.

Derfor arbejder jeg for at få tre bindende mål for EU’s klima- og energipolitik frem til 2030 – et for reduktion af CO2-udslip ifht. 1990-niveauer, et for andelen af VE og et for energieffektivisering. Uden tre bindende mål får investorer ikke den nødvendige sikkerhed, og næste generation får ikke den forsyningssikkerhed og mobilitet, som vi nyder godt af i dag.

Publiceret på Altinget.dk d. 12. november 2013

Share Button

, , , , ,

Kommentarer er lukket.